Debat.
Af Henrik meng
I min familie er vi seks personer med stemmesedler, og vi to gamle har det såmænd ikke nemmere end vores fire unge. Vi stemmer altid, for det synes vi nu, at man skal, når man kan. Du kan sige, at vi er en lille “vælger-celle”, der har lavet et kæmpestort skilt: “Vi har stemmesedler, og vi er ikke bange for at bruge dem!”. Vi er desværre bare simpelthen i tvivl om, hvem vi skal stemme på. Om vi er dummere end de fleste, må være op til andre at vurdere, men faktum er, at vi er i tvivl. Vi har ingen “partitro” i familien, vi vil bare så gerne stemme på nogen, vi kan identificere os med, og som vi nærer en instinktiv tillid til.
Det kan synes kritisk for os. Men det er vel egentlig endnu mere kritisk for de politiske partier eller rettere deres kandidater, som ivrigt fortæller os, hvorfor vi ikke skal stemme på de andre. Har de glemt at fortælle os, hvorfor vi skal stemme på dem? Ja. Den kommer snart, valgdagen, og mon ikke statsministeren vælger 26. maj, når vi nu alligevel skal stemme til Europaparlamentet den dag? Mens jeg lytter til de mange spekulationer, der er om valget og dets udfald og morer mig over, hvad der dukker op af “skandalesager” og konspirationsteorier, er der en tanke, der har slået mig. Valget bliver som i USA, Storbritannien, Frankrig og andre steder let et protestvalg for os danskere.
Lad det med samme være slået fast, at jeg ikke har forstand på politik. Det er bare min oplevelse, at den politiker-type, der engang trak masser af stemmer og havde sine meningers mod, brændte igennem på grund af sin person og fortælling. Det var mennesker af kød og blod, nogle måske endda lidt skæve eller skøre, men dog alligevel mennesker. Desværre er mennesketypen, som jeg husker ham og hende, enten forsvundet, gået på pension eller blevet “politiker”, hvorfor der i dag, efter min mening, er for langt mellem dem, der vil gøre en reel forskel og dem, der gerne vil have de magelige vilkår, der følger med den politiske gerning. De partipolitiske paroler interesserer mig ikke, og jeg har, ærligt talt, svært ved at kende forskel på det ene og det andet partiprogram og såmænd også svært ved at kende forskel på den politik, de fører, når det kommer til stykket.
Fra min stol ser det mere ud som om, realpolitik er et forhandlingsspil, hvor det er noget for noget, der styrer det meste, snarere end politikere, der kæmper for det, de reelt tror på og har lovet vælgerne. Hver gang dét er til debat, trækker man “grundlovskortet”, der siger at “ingen folketingspolitiker er forpligtet til at stemme for andet end det, de tror på, uafhængigt af vælgerløfter og partifarve”. Og så undrer det mig alligevel, at man taler om partidisciplin, når der reelt skal stemmes. Til kommunalvalg er det måske en smule nemmere; der er dem, der stiller op mere tilgængelige, og vi møder dem endda på gaden og i Irma og kan udveksle en tanke og mærke dem “live”. Til folketings- og EU-valg er dén mulighed langt fjernere, for der har de fleste af os aldrig talt med, ej heller mødt, hverken en kandidat eller et medlem i levende live tæt på.
Det sjove er, at det netop er det menneskelige aspekt, der gør en reel forskel. Indimellem, når jeg er med i debat- eller nyhedsprogrammer på radio eller TV, møder jeg “i omklædningsrummet” flere af vores landspolitikere. Og det er en gave at opleve, at de faktisk er rigtige mennesker, der er langt mere spændende og interessante i levende live, end når de tager partimasken på, og kameraet eller mikrofonen er tændt.
Fjerner vi partinavnene og lægger programmer og paroler op ved siden af hinanden, er det for mig let at gætte forkert på, hvad der siges af hvem. Og så er vi tilbage ved det valg, vi står overfor. Min pointe er, at de etablerede politikere, i stedet for at tale hinanden ned, burde tale sig selv op. Jeg er træt af at høre om “uro i det ene og andet parti”, oftest fordi der er uenighed om parolen. Jeg bliver urolig over fakta-tjek, der afslører usandheder, og er led og ked af “fake news” og ved snart ikke, hvad der op og ned i det, jeg hører. Kom nu, kære politikere! Vis os, hvem I er, og lad os mærke jeres personlighed og høre, hvad I brænder for!
Hjemme hos os vil vi gerne stemme på mennesker af kød og blod og ikke på partisoldater og karakterer, det har lært partiprogrammet og læser selektivt op af programmer og “fakta” med flest mulige gentagelser, fordi I har lært, at dét er formen i dansk politik. Det er nemlig dén adfærd, der kunne få os med stemmesedlerne til at stemme på andre i ren protest!
Så hvad gør vi, når valgdagen kommer? Vi gider ikke protestere med vores stemmer. Hjemme hos os vil vi hellere stemme på dem, vi har mest sympati for, fordi de opleves som ægte. Dem, der lyder og opfører sig, som om de mener det samme som os, eller noget der ligner. Dem, som vi stoler på, er i stand til at skabe en verden, der er bedre. Dem, der taler og opfører sig som rigtige mennesker med glød, saft og kraft, uanset partifarve. Vi leder stadig.
Kronik bragt på fyens.dk 23. marts 2019
