Engang imellem beder jeg kursister om at skrive deres navn på en post-it note og sætte den så højt, på væggen, som de kan.

Når de har gjort det, spørger jeg om dét virkelig var grænsen for deres formåen. Jeg taler om muligheder, fantasi og om at se udover sin “plejer” og det, der lige falder ind.

Og spørger: ”Hvis du virkelig ville, hvor højt kunne du så sætte sedlen?” Nogle spørger så, om man må bruge en stol, et bord eller en stige – eller løfte hinanden – og jeg svarer: “Så højt du kan, hvis du virkelig vil”.

SÅ kommer sedlen op på loftet – engang var der endda en, der forlod lokalet og tog elevatoren op på øverste etage, for at sætte den på tag terassens højeste punkt.

“Du sagde ikke at vi måtte bruge hjælpemidler”, siger én: ”Nej, men jeg sagde heller ikke at du IKKE måtte…”, svarer jeg.

Er vores magelighed i vejen for vores muligheder? Tænker vi, at ”godt nok” er “fint” – og gør os derved ikke umage med at være ambitiøse og gå efter den bedste løsning og levere det bedste vi kunne, simpelthen fordi vi ikke tænker over, hvad det bedste egentlig er …?