Er NYE regler nødvendige?

Af Henrik Meng

For nogen tid siden sad jeg på morgen-TV i debat, der gik på, hvordan vi får flere gæster til landet, når de, der kom, ikke var imponeret over vores måde at være værter på. Jeg talte om, hvad vi konkret kan gøre for at give gæster, der ER her, de største oplevelser.

Min meddebattør mente, at der skulle nye planer til. Min reaktion var, at vi ikke behøvede nye planer, hvis bare vi implementerede dem, der allerede eksisterede.

“Vi er i gang med at lave nye regler/stramme op på loven/indføre nye kontroller…” Det er den klassiske reaktion, når nogen opdager, at noget ikke fungerer, eller at andre har snydt.

Det gælder både i det offentlige og private, når det (igen) viser sig, at noget ikke gik som planlagt – eller at nogen snød ved ikke at følge eller at omgå reglerne, procedurerne, rutinerne.

Logikken? Noget gik ikke – eller gik galt, ergo må vi lave nye regler, som forhindrer gentagelser. Det gale ved logikken er, at vi antager, at det var reglerne, det var galt med. Måske; de var bare ikke gennemført eller håndhævet, eller også blev kontrolplanen ikke fulgt.

Pointen: Der var regler. Der var bare nogle, der ikke fulgte dem. Eller bøjede dem til egen fordel. Men reglerne var der.

Måske vi bare skulle følge de regler, vi har lavet?