Tænk som Mikkel Hansen og nå dine mål
Af Henrik Meng
Danmark Debat.
Ambitioner: Spænder du ben for din karriere – også derhjemme?
Jeg er vild med Mikkel Hansen, “vores” ankermand på VM-håndboldholdet. Mikkel siger ikke meget, men det han siger, synes at være velovervejet. Han fortalte i et interview under VM, at han havde bestemt sig til at være den bedste udgave af sig selv både derhjemme og på banen. “I love it” ville Ole Henriksen sikkert sige, om den indstilling.
Det dér med at være den bedste udgave af sig selv har store positive konsekvenser, når man omsætter det i mere end tale. Både på jobbet og derhjemme.
Jeg kalder det at gøre sig umage.
Gallup har lavet en måling, der viser, at der på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads er 16 pct. aktivt engagerede medarbejdere. Bare 16 pct. som reelt gør sig aktivt umage. 73 pct. af os er uengagerede, det vil sige at vi i bedste fald “passer vores arbejde” uden at gøre os særligt umage. Vi er der, gør det vi skal og så går vi hjem igen. I bunden af skalaen er der 11 pct., som Gallup kalder “de aktivt uengagerede”. De gør sig ligefrem umage for at være på tværs, lave så lidt som muligt og sprede dårlig stemning, hvor de kan.
Hvordan mærker vi det i praksis?
Igen og igen hører jeg om interne medarbejderevalueringer, hvor selv meget dygtige medarbejdere ikke får forfremmelsen eller bonussen, simpelthen fordi deres indstilling er forkert. De er negative, passive eller ligefrem destruktive i deres indstilling i det daglige arbejde. Resultatet er, at de ikke ser muligheder, fremmer den gode tone og styrker teamet og dets resultater i det daglige.
Jeg gruer for hvor meget krudt, der spildes på arbejdspladserne, fordi nogle ikke gør sig umage, men i stedet spilder deres talent og tid med at være på tværs, vrangvillige og u-imødekommende over for andres ideer eller nye tiltag i almindelighed. Mest fordi jeg har set, hvor meget et team rent faktisk kan udrette, når ALLE spiller sammen, vil hinanden det bedste og reelt ser forslag, spørgsmål, initiativer og muligheder som en anledning til udvikling i det daglige. Og det gælder altså ikke bare til et VM i håndbold…….